Sådan holder du en Minecraft-server online 24/7

Derfor dør din server, i samme øjeblik du kigger væk

En Minecraft-server er ét program, der kører på én maskine. Intet holder øje med den, intet genstarter den, og intet holder maskinen vågen på dens vegne. Når folk siger "min server bliver ved med at gå offline", er det næsten altid en af disse fem ting, og ingen af dem er Minecrafts skyld:

• Maskinen gik i dvale. Standardindstillingerne for strøm på enhver stationær og bærbar suspenderer maskinen efter en periode uden tastatur- eller museaktivitet. En server, der har travlt med at betjene spillere, tæller stadig som inaktiv, fordi ingen rører ved tastaturet.
• Fast Startup fik en nedlukning til at ligne en genstart. På Windows er det slået til som standard, og det er den mest forvirrende af dem alle: maskinen ser ud til at komme op igen, men din serverproces er væk, og den opstartsopgave, du satte op, blev aldrig kørt.
• En opdatering genstartede den klokken tre om natten. Windows Update og uovervågede opgraderinger på Linux genstarter begge uden at spørge. Hvis intet starter din server ved boot, kommer den simpelthen aldrig tilbage.
• Nogen lukkede låget, loggede ud eller trak stikket. At logge ud af en brugersession afslutter de processer, der kører i den. Et bærbart låg, der lukkes, sætter maskinen i dvale. Og en bofælle, der skal bruge stikkontakten, afslutter diskussionen helt.
• Strømmen eller internettet blinkede. Et sekunds afbrydelse er nok. Alle bliver koblet af, og intet henter serveren tilbage af sig selv.

Hvad 99.9% oppetid reelt betyder

"Altid tændt" er en fornemmelse. Oppetid er en måling, og forskellen bliver vigtig i det øjeblik, du prøver at finde ud af, om din server faktisk er pålidelig, eller du bare ikke kiggede, da den røg ned.

Ægte oppetid måles udefra: noget på internettet forbinder til din servers port hvert minut og noterer, om den svarede. Det er den eneste definition, der tæller, for den fanger de tilfælde, din egen pc ikke kan rapportere om — maskinen i dvale, internettet nede, processen hængt. "Min pc var tændt hele ugen" er ikke et oppetidstal.

Procenter lyder abstrakte, indtil du regner dem om til tid. Over en måned på 30 dage:

Læs den tabel sammen med forrige afsnit, og problemet med hjemmehosting bliver tydeligt: en enkelt genstartscyklus fra Windows Update bruger allerede det meste af en måned på 99.9%. Ingen krise, ingen hardwarefejl — én rutinegenstart. To af dem plus én aften, hvor maskinen gik i dvale, og du ligger omkring 99%, uden at noget som helst reelt er gået galt.

Vil du kende dit rigtige tal i stedet for at gætte, så peg en gratis ekstern oppetidsmonitor mod din servers adresse og port, og lad den køre en måned. Den fortæller dig ting, du ikke vidste — som regel om de timer, hvor du sov. Til sammenligning kører HytHost efter et mål om 99.9% oppetid — samme målestok, målt på samme måde.

Hvad en pc, der kører non-stop, reelt kræver af dig

En maskine, der aldrig slukker, er en anden maskine end den, du bruger om aftenen. På et år samler den omkring 8.760 timers driftstid — blæsere, der snurrer, diske, der kører, varme, der konstant kommer ud af den. Den står et sted, og hvis det sted er dit soveværelse, lærer du præcis, hvor hørbar en kabinetblæser er klokken tre om natten i juli. Intet af det er dramatisk, men det er den del, folk glemmer, når de forestiller sig "bare at lade den stå tændt".

Den trækker også strøm hele tiden, og det dukker op på regningen. Det er et pengespørgsmål snarere end et oppetidsspørgsmål, så det bor i sin egen guide — se hvad en Minecraft-server reelt koster for regnestykket.

Den største overraskelse er som regel ikke maskinen. Det er den forbindelse, den sidder bag.

Hjemmeforbindelser er bygget til at downloade, ikke til at levere

Din downloadhastighed er irrelevant her. En server sender — en konstant strøm af verdensopdateringer til hver eneste tilsluttede spiller — så din uploadhastighed er loftet over, hvor mange der kan spille glat. Hjemmeabonnementer sælges typisk med et stort downloadtal og et meget mindre uploadtal, og det mindre tal er det eneste, din server går op i. Når en server "lagger for alle undtagen værten", er det meget ofte forklaringen.

Din adresse skifter uden varsel

De fleste hjemmeforbindelser får en dynamisk IP: den skifter, når routeren genstarter, når linjen falder ud, eller efter udbyderens egen plan. Hver ven, der har gemt din server på sin liste, har nu en død adresse, og du må rundsende den nye igen. En dynamisk DNS-tjeneste dækker over det ved at give dig et fast værtsnavn, der følger den skiftende adresse — sæt det op, før du deler adressen ud, ikke bagefter.

Nogle forbindelser kan slet ikke hoste

Den her fanger folk efter timers fejlsøgning. Mange udbydere placerer privatkunder bag carrier-grade NAT, hvilket betyder, at du ikke har din egen offentlige adresse — du deler en. Portviderestilling kan ikke virke i den situation, uanset hvor korrekt du sætter routeren op, for der er ingen adresse at viderestille fra. Andre blokerer almindelige serverporte direkte eller forbyder serverdrift i kontraktvilkårene. Hvis portviderestilling er sat perfekt op, og spillere udefra stadig ikke kan forbinde, er det næste, du skal tjekke.

Din hjemme-IP bliver serverens adresse

For at nogen uden for dit hjem kan forbinde, viderestiller du en port på din router — og fra det øjeblik er din servers adresse din husstands offentlige IP-adresse. Alle, du inviterer, har den. Det samme har alle, de giver den videre til, og enhver, der ser den på et skærmbillede, i en Discord-besked eller på en serverliste.

Det afgørende er, hvad målet bliver. Et angreb rettet mod en hostet server rammer den server. Et angreb rettet mod din hjemmeadresse rammer hele husstanden: din forbindelse, familiens telefoner, nogens arbejdsopkald, fjernsynet. Du kan ikke filtrere det indefra, for trafikken har allerede mættet linjen, når den når din router. At slukke serveren hjælper heller ikke — adressen er stadig adressen.

Det er den ene forskel mellem hjemme- og datacenterhosting, der ikke har nogen løsning derhjemme. En hostet servers adresse kan skiftes ud og tilhører serveren, ikke dit hjem, og den sidder bag Voxility DDoS-beskyttelse, der opsuger angreb, før de når frem. Til en privat server delt med folk, du kender, er hjemmehosting en rimelig risiko. Til alt offentligt er det grunden til, at de fleste stopper.

Egen pc, VPS eller managed hosting: hvem laver arbejdet

Alle tre kan være online døgnet rundt. Det er ikke dét, der skiller dem. Det, der skiller dem, er hvem der har ansvaret, når de ikke er — og det er spørgsmålet værd at tage stilling til, for det er dét, du lever med hver uge.

Den midterste kolonne er den, folk fejlvurderer. En VPS løser de to sværeste problemer med det samme — den har en rigtig adresse og hardware, der aldrig sover — men den giver dig en bar Linux-maskine og gør dig til systemadministrator. Du installerer og opdaterer Java, du konfigurerer firewallen, du skriver den service, der starter serveren ved boot, du lægger sikkerhedsopdateringer på, du sætter backups op og tester dem. Intet af det er svært, men alt sammen er nu dit, permanent, og en maskine uden opdateringer, der vender ud mod internettet, er en risiko snarere end en server.

Sådan holder du alligevel en selvhostet server i live

Bliver du på din egen maskine, er det her de ting, der flytter en hjemmeserver fra "oppe, når jeg husker det" til reelt pålidelig. Gør dem i denne rækkefølge — de to første løser de fleste nedbrud helt af sig selv.

Stop maskinen fra at gå i dvale

Sæt strømstyringen, så maskinen aldrig går i dvale og aldrig slukker diskene, sæt handlingen ved lukket låg til "gør ingenting" på en bærbar, og slå dvaletilstand fra. På Windows skal du også slå Fast Startup fra — det er grunden til, at en maskine kan se ud til at være genstartet rent, mens din opstartsopgave aldrig kørte. De indstillinger er forskellen på et nedbrud hver nat og ingen.

Start serveren automatisk ved boot

En genstart, du ikke havde planlagt, skal koste dig et minut, ikke en aften. På Linux både starter en systemd-unit serveren ved boot og genstarter den, hvis den afslutter:

[Unit]
Description=Minecraft server
After=network.target

[Service]
User=minecraft
WorkingDirectory=/opt/minecraft
ExecStart=/usr/bin/java -Xms2G -Xmx4G -jar server.jar nogui
Restart=always
RestartSec=15

[Install]
WantedBy=multi-user.target

På Windows er modstykket en opgave i Task Scheduler, der er sat til at køre ved opstart frem for ved logon — ved logon betyder, at der ikke sker noget, før nogen logger ind, hvilket ødelægger hele pointen efter en genstart om natten.

Tilføj en watchdog, for "kører" er ikke "virker"

Det er det trin, næsten alle springer over, og det er dét, der fanger de værste nedbrud. En Minecraft-server, der er løbet tør for hukommelse eller er gået i baglås, er stadig en kørende proces: systemd ser den som levende og gør ingenting, mens spillerne får timeout. Den eneste pålidelige test er, om porten rent faktisk svarer.

#!/bin/bash
while true; do
  if ! timeout 5 bash -c "echo > /dev/tcp/127.0.0.1/25565"; then
    systemctl restart minecraft
  fi
  sleep 60
done

Primitivt, og effektivt: hvert minut tjekker den, om serveren svarer på sin port, og genstarter den, hvis ikke. Kør den som sin egen service, så den også overlever en genstart.

Genstart den med vilje, før den har brug for det

Java-servere, der kører længe, bliver gradvist langsommere, efterhånden som hukommelsen fragmenteres og plugins hober tilstand op — det klassiske "den var fin i morges, den hakker om aftenen". En planlagt daglig genstart i en stille time nulstiller det hele på under et minut. Advar spillerne i chatten med en nedtælling, så ingen mister et byggeri, og vælg en time, hvor ingen er på.

Tag backup et andet sted end på maskinen

En backup på samme disk er ikke en backup — det er en kopi mere, der venter på, at det samme drev svigter. Kopiér verdensmappen efter en plan til en anden disk, en anden maskine eller cloudlagring. Og gør så det, ingen gør: gendan en af dem, én gang, og bekræft, at verdenen rent faktisk loader. En utestet backup er et gæt.

Giv adressen noget fast at pege på

Sæt dynamisk DNS op, så dine spillere forbinder til et værtsnavn, der følger din skiftende adresse, i stedet for til et tal, der udløber. Det koster ingenting, og det sparer dig for den tilbagevendende "serveren er nede"-besked, der i virkeligheden betyder "IP-adressen flyttede sig".

Hvornår besværet holder op med at være det værd

Alt ovenstående virker faktisk. Masser af folk kører en solid hjemmeserver i årevis med præcis de trin. Men der er tre øjeblikke, hvor indsatsen holder op med at betale sig, og de er værd at genkende, når de indtræffer:

• Nogen spiller, når du ikke er der. I samme øjeblik serveren skal være oppe, mens du sover, er på arbejde eller væk en weekend, er du på vagt for den — og en maskine i dit hjem kan ikke repareres fra en andens køkken.
• Andre er nu afhængige af den. En verden med flere måneders byggeri fra en gruppe venner er ikke længere et hobbyprojekt. Fejlen, der før var en irritation, er nu alles tab.
• Du har genstartet den manuelt mere end to gange denne måned. Det er signalet om, at du er watchdoggen, og det bliver ikke bedre af sig selv.

Modargumentet er lige så virkeligt og værd at sige rent ud: spiller du på LAN, står maskinen tændt alligevel af andre grunde, eller er det at drive tingen selve pointen, så er selvhosting stadig det rigtige svar, og intet af ovenstående gælder dig.

Har du krydset en af de grænser, giver et skifte til en managed Minecraft-server hele listen — dvaleindstillinger, opstartsscripts, watchdogs, planlagte genstarter, backups væk fra maskinen og DDoS-filtrering — videre til nogen, hvis job det er. Planerne starter småt og kan opgraderes undervejs, efterhånden som serveren vokser, så du skal ikke beslutte din endelige størrelse i dag. Og vil du hellere prøve en gratis mulighed først, er det et fair spørgsmål med sit eget svar: se det ærlige blik på gratis Minecraft-hosting.